Politiet hylder ”mønsterborger”: Kan vi klone ham?

En større eftersøgning blev sat i værk, da en ældre kvinde for vild i en skov. Nu hylder politiet en hjælpsom borger, der hjalp kvinden sikkert hjem.

I forrige weekend var en mand og en kvinde omkring de 70 år ude på en køretur nær Græsted, da de besluttede sig for at holde ind og spadsere en tur i skoven.

Under deres gåtur i det grønne blev de to dog væk fra hinanden, og efter den mandlige halvdel af parret forgæves havde ledt efter den kvindelige halvdel, valgte han omkring klokken 16.15 at kontakte Nordsjællands Politi og fortælle dem om situationen.

- Vi sendte straks et par betjente på motorcykel til stedet, som i hast kunne patruljere på skovstierne, ligesom flere politihunde også blev sendt en tur i skoven for at lede efter den forsvundne kvinde. Vi ville nemlig meget gerne finde hende, inden kulden og mørket satte ind, da de to faktorer ville gøre eftersøgningen sværere, skriver Nordsjællands Politi om hændelsen i et opslag på Facebook.

Der blev også klargjort en helikopter, ligesom den lokale togbane blev kontaktet og bedt om at holde særligt øje. Derudover blev et par lokale spejderledere underrettet, og sidst, men ikke mindst, sendte politiet en sms ud til de borgere i området, som var tilmeldt deres sms-system Tryk Politi.

Betalte taxatur hele vejen hjem 

Politiet havde altså mange jern i ilden, og heldigvis bar indsatsen da også frugt.

En borger ringede nemlig til dem og fortalte, at han netop havde modtaget deres sms, hvorfor de formentlig godt kunne afblæse eftersøgningen. Han havde nemlig mødt en kvinde nær Nødebo, der lignede en, som havde brug for hjælp til at finde hjem, og han havde derfor kørt hende til Hillerød Station.

Det var dog ikke for at sætte kvinden på toget, at manden havde kørt hende til togstationen. Kvinden havde derimod fortalt ham sin adresse, og han fik derfor placeret hende i en hyrevogn med kurs mod hendes hjemstavn i København, så han var sikker på, at hun kom hel og helt hjem.

Som om han ikke allerede havde gjort mere end rigeligt, havde han også sørget for at betale for taxaen, og politiet fik hurtigt afklaret, at det var den efterlyste kvinde, der var blevet sendt sikkert hjem.

- Sikke en borger, som vi synes, fortjener stor anerkendelse for sin gode gerning, slutter Nordsjællands Politi fortællingen efterfulgt af en opfordring til borgerne om at tilmelde sig deres sms-system Tryk Politi.

Sms-systemet bruges blandt andet til at efterlyse bortgåede borgere. Du kan læse mere på www.politi.dk/sms

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik