Foto: TV2/Lorry

Politiet har stået på vagt i 200.000 timer

Siden terrorangrebet på Krudttønden den 14. februar i år har poltiet brugt 200.000 mandetimer på at stå vagt ved fx synagogen i København og den jødiske skole.

De svært bevæbnede betjente i gadebilledet har ifølge DR Nyheder kostet samfundet dyrt. Der er brugt næsten 200.000 timer på bevogtnings-opgaver.

De mange mandetimer dækker dog ikke over den tid, som politiet har brugt på at planlægning og transport i forbindelse med bevogtningen. Den tid skal lægges oveni.

Formanden for det Jødiske Samfund Dan Rosenberg Asmussen siger til DR Nyheder, at man efter terrorangrebet på København var i chok, men at man føler sig sikker nu.

Hos enhedslisten mener de, at man skal finde en ny måde at løse bevogtningsopgaven på:

- 200.000 mandetimer er rigtig mange timer og rigtig mange ressourcer. Det er helt nødvendigt, og jøderne skal have den beskyttelse. På sigt må vi også se, om vi kan gøre det på andre måder. For det her koloenorme overarbejdstal holder hverken for stressniveauet for de enkelte betjente eller for økonomien. Vi må tænke over, hvordan vi kan lave bevogtningsopgaverne anderledes uden at slække på sikkerheden, siger Pernille Skipper til DR nyheder.