Politiet frygter ny uro efter løsladelse af bandeleder

Bandelederen Shauib Khan er løsladt efter at have afsonet flere domme for overfald på tilfældelige og drab.

Den københavnske bandeleder Shauib Khan er netop løsladt den 21. marts.

30-årige Shauib Khan er en ledende skikkelse i banden Familia BGP, også kendt som Loyal to Familia eller bare LTF.

Banden står bag alt lige fra afpresning til narkohandel og skudvekslinger med rivaliserende bander.

Politiet frygter, at løsladelsen kan udløse uro i den københavnske underverden, og derfor følger man bandelederens færden tæt, skriver metroxpress.

- Hver gang der løslades toneangivende personer, som kan skabe ny uro i miljøet, følger vi dem tæt. Indtil videre har der været roligt, men vi følger løbende situationen for at se, om vi skal sætte ting i værk, siger Dannie Rise, der er leder af en specialafdeling i politiet, der bekæmper organiseret kriminalitet og bandekriminalitet, til avisen.

Et voldeligt cv

Shauib Khan har ikke haft noget imod at sværge troskab til banden Loyal to Familia, hverken overfor journalister eller myndigheder. Han har dog nægtet i Retten at være leder af grupperingen. 

Han er dømt for dødsvold i Jomfru Ane Gade i Aalborg i 2008, hvor den 21-årige William Lennon Davis mistede livet. William Lennon Davis blev dræbt af 14 knivstik samt slag med knuste flasker, stole og knytnæver.

Shauib Khan blev prøveløsladt i 2012. 

I 2013 blev han sammen med en gruppe medlemmer af LTF dømt for et gruppeoverfald på to tilfældige personer. Overfaldet fandt sted den 8. februar 2013 på Rådvadsgade i Københavns Nordvestkvarter. I Retten forklarede han dog, at han forsøgte at lægge sig imellem, da hans "brødre" konfronterede en bilist, der sendte "forkerte blikke". 

I 2014 fik Shauib Khan yderligere seks måneders fængsel og en betinget udvisning med en løbetid på to år, fordi han deltog i et overfald under en gårdtur i Vestre Fængsel mod det kendte bandemedlem Store A, der i mange år blev regnet af politiet for en ledende figur i bandemiljøet på Blågårds Plads på Nørrebro.

I 2016 blev en fængselsbetjent skudt ned på vej til arbejde angiveligt fordi bandemedlemmer - inklusiv Shauib Khan - ønskede sin egen afdeling i fængslet. I bandemedlemmets celle havde han ridset en trussel i væggen:
"Vi rammer dem, I elsker, når I mindst venter det" efterfulgt af fire udråbstegn, og nedenunder "never forgets - never forgives".

Shuaib Khan er søn af politikeren Wallait Khan, der i en periode var valgt til Københavns Borgerrepræsentation.

Han er efter flere voldelige domme med nød og næppe undgået at blive udvist til Pakistan, hvor hans familie stammer fra.

Shuaib Khan har afsonet det meste af sin dom på en særligt sikret afdeling for bandemedlemmer i Nyborg Statsfængsel. I 2016 blev han dog flyttet til Politigårdens fængsel efter flere episoder, hvor fængselsbetjente var blevet overfaldet af bandemedlemmer uden for murene.

Det har ikke været muligt for metroxpress at få en kommentar fra Shuaib Khan.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik