Arkiv Foto: Lorry

Politiet finder taske med våben

Politiet har fundet en taske med en pistol, et oversavet haglgevær og en stor mængde ammunition ved bebyggelsen Værebro.

- Vi fandt våbnene i går (tirsdag, red) eftermiddags og de er nu sendt til undersøgelse for fingeraftryk og dna, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson fra Københavns Vestegns Politi til DR Nyheder.
Værebroparken, der ligger nordvest for København, har været ramt af en række bandeskyderier de seneste måneder.
Der kan dog gå lang tid, før politiet finder ud af, om de våben, de har fundet, har været brugt i bandekonflikten, for det seneste våbenfund er blot et i en lang række.
På grund af de mange våben er der ekstrem lang ventetid på at få dem analyseret for dna og fingeraftryk hos Kriminalteknisk Center under Rigspolitiet.
- Jeg har ikke noget bud på hvor lang tid, der går. Men der kan sagtens gå over en måned, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson til DR Nyheder.