Politiet: En dræbt og en kvæstet af tog ved Taastrup

Et S-tog påkører to personer. Togtrafikken standset flere timer, mens politiet undersøger ulykkesstedet.

En mand blev tirsdag eftermiddag dræbt, da han blev påkørt af et S-tog mellem Taastrup og Høje Taastrup uden for København. En jævnaldrende mand blev kvæstet, men er ikke i livsfare.

Politiet ved endnu ikke, hvem de to mænd er, men efter alt at dømme er der tale om to turister i 30'rne fra et sydamerikansk land, oplyser vagtchef Kim Svenningsen, Københavns Vestegns Politi.

Politiet fik klokken 17.16 en anmeldelse af, at et S-tog havde ramt en eller to personer.

Derfor blev togdriften på strækningen standset, mens politi med hunde afsøgte området og fandt to kvæstede mennesker.

De to mænd blev med politieskorte kørt til behandling på Rigshospitalet. Imidlertid stod den enes liv ikke til at redde, mens den andens tilstand nu er stabil.

- Det er en tragisk ulykke, og vi undersøger nu de nærmere omstændigheder, siger Kim Svenningsen.

Togtrafikken mellem Københavns Hovedbanegård og Høje Taastrup var indstillet flere timer på grund af påkørslen. Det gik ud over såvel S-tog som intercitytog og regionaltog.

S-togdriften kunne hurtigt genoptages mellem Glostrup og Farum, mens togene mellem Glostrup og Høje Taastrup var påvirket af ulykken.

Først ved 19.30-tiden var redningsfolk og politi færdige med at undersøge ulykkesstedet, så togene igen kunne køre mellem Høje Taastrup og Taastrup, og både S-tog og fjerntog kunne genoptage driften.

- På grund af personpåkørslen vil der være aflysninger og forsinkelser en stor del af aftenen, oplyser DSB's pressevagt Martin Larsen. Han opfordrer passagerer til at orientere sig på DSB's hjemmeside.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik