Politiet efterlyser mand for voldtægtsforsøg

Politiet efterlyser en cirka 35-årig mand for voldtægtsforsøg på Amager tidlig søndag morgen.

Københavns Politi søger vidner til et voldtægtsforsøg på en 21-årig kvinde tidlig søndag morgen.

Her er den unge kvinde på cykel på vej hen til nogle bekendte på Amager. Hun kører ad Njalsgade og drejer til højre ad Amager Fælledvej.

Lige efter svinget bliver hun påkørt af en cykel bagfra.

- I første omgang tror hun, det er et uheld. Men manden kaster sig over hende og tager fat i hende. Han befamler hende, og han bliver mere og mere voldsom og insisterende og begynder også at befamle hende i skridtet, siger central efterforskningsleder fra Københavns Politi Sajjad Haider til TV 2 Lorry.

Den unge kvinde skriger og gør modstand, og det får manden til at opgive ævred. Han hopper på sin cykel og stikker af ad Amager Fælledvej i retning mod Amager.

Kvinden får efterfølgende hjælp af nogle forbipasserende, der hjælper hende hen til en nærliggende tankstation, så hun kan ringe til politiet.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 6.19, og voldtægtsforsøget menes at være sket omkring 10 minutter før.

Den mand, som politiet leder efter, beskrives som cirka 35 år, 175-180 centimeter høj og almindelig af bygning. Han har sort hår og sort skæg, og han havde mørkt tøj på. Der er ikke oplysninger om den cykel, som han kørte på.

Politiet vil gerne høre fra folk, der måske har set eller hørt noget.

- Hvis nogen har hørt noget larm omkring Bikuben-kollegiet eller har bemærket en mand, som matcher vores beskrivelse, så ring til os. Det er bedre at ringe en gang for meget end en gang for lidt, siger Sajjad Haider til TV 2 Lorry.

Eventuelle vidner kan ringe til politiet på telefon 114.