Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

1 af 2

Politiet efterlyser fire stenkastere fra Christania

Politiet blev mødt med voldsomme stenkast, da boderne på Christiania blev ryddet den 17. juni. 21 er anholdt, men der mangler stadigvæk otte.

Siden rydningen af Pusherstreet på Christiania den 17. juni, har Københavns Politis Taskforce Pusherstreet arbejdet intensivt på at identificere og anholde de 30 personer, der mødte politiet med voldsomme stenkast.

Indtil videre er det lykkedes for Task Force Pusherstreet at identificere og anholde 21 af de 30 stenkastere, primært ved hjælp af videooptagelse og billedemateriale fra episoden på Christiania. 

Læs også Stor aktion på Christiania: 17 anholdt og 30 boder revet ned

Før Københavns Politi den 4. august efterlyste 16 personer gennem pressen, var det lykkedes for politiet selv at identificere 14 stenkastere.

Efter efterlysningen er blevet bragt, er det lykkedes for politiet at identificere 12 af de 16 personer.

- Vi var selvfølgelig meget spændte på, hvad det ville give af respons fra borgerne, når vi sendte så mange efterlysninger ud på samme tid. Men antallet af henvendelser har været overvældende og har bidraget til, at vi har identificeret yderligere 12 gerningsmænd til vold mod politiet, siger leder af Task Force Pusherstreet, Dannie Rise.

Læs også Angreb betjente med sten: Nu frigiver politiet billederne

Politiet oplyser desuden i en pressemeddelelse, at enkelte af gerningsmændene har meldt sig selv, mens de håber, at de sidste fire vil blive identificeret med hjælp fra offentligheden.

Politiet er stadigvæk i fuld gang med efterforskningen og i videomaterialet viser der sig stadigvæk flere stenkastere, som kan forvente at at blive kontaktet af politiet og stillet for en dommer.

- Det at angribe og forsøge at skade en politibetjent, der blot passer sit arbejde, er komplet uacceptabelt. At folk kan opføre sig så hensynsløst, og at man kan få sig selv til - uden tanke for et andet menneskes liv og førlighed - at kaste en flere kilo tung sten mod et andet menneske, kan til stadighed godt chokere mig.

- Der venter disse mennesker ubetingede fængselsstraffe og vi håber, at det fremover vil give stof til eftertanke hos de mennesker, som kan få den tanke, at kaste med sten mod politiet, siger Dannie Rise, og fortsætter: 

- Jeg vil gerne rette en stor tak til de borgere, der har henvendt sig med hjælp til at finde de skyldige. Det var aldrig lykkedes politiet at identificere så mange gerningsmænd uden deres hjælp.

På politiets optagelser kan de se, at civile også filmer episoden. Derfor opfordrer Københavns Politis Taskforce Pusherstreet at dele optagelserne med dem.

Hvis du kan hjælpe politiet, kan de kontaktes på 114, 41740360 eller gennem Politiets app 'Tip Politiet'.

Disse paragraffer i straffeloven er de 21 stenkastere sigtet for

De 21 varetægtsfængslede personer er sigtet for at overtræde straffelovens § 119 og § 134a

§119: Den, som med vold eller trussel om vold overfalder nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, jf. § 245: Den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling.

§ 134a: Deltagere i slagsmål eller i anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentlig sted straffes, såfremt de har handlet efter aftale eller flere i forening.