64-årig mand fra Hillerød fundet i god behold

En 64-årig mand fra Nordsjælland, der var forsvundet på andet døgn, er fundet i god behold.

Politiet efterlyste lørdag formiddag en 64-årig mand fra Hillerød. Manden, der var gået fra Psykiatrisk Hospital i Hillerød, er nu fundet i god behold.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Manden gik fra hospitalet i Hillerød torsdag den 29. september og var forsvundet i to døgn.

Den 64-årige mand blev lørdag eftermiddag fundet af en opmærksom borger, melder politiet.