Politiet efterlyser 23-årig efter skud i Taastrup

Mandag blev der skudt to gange i Taastrup, uden at nogen blev ramt. En 36-årig er allerede anholdt.

Efter der mandag blev affyret skud ved et pizzeria og en beboelsesejendom i Taastrup, efterlyser Københavns Vestegns Politi nu en 23-årig mand.

Se video: Politiet efterlyser vidner

- Vi ved, hvem han er, så han kan lige så godt selv komme til politiet, siger politikommissær Hans Christian Tonnesen.

Den første skudepisode fandt sted kort før klokken 19 mandag aften, hvor der blev skudt mod en 31-årig mand foran et pizzeria på Gadehavegårdsvej i Taastrup. Kort efter blev der igen skudt ved en nærliggende beboelsesejendom. Ingen personer blev dog ramt.

Politiet har tidligere oplyst, at skyderiet ikke bunder i en konflikt mellem bander, men i uenigheder mellem enkeltpersoner.

Ifølge politiet kom tre personer op at skændes med en 31-årig mand, som der derefter blev skudt mod ved pizzeriaet.

Den 31-årige flygtede efter skuddene fra stedet. Begge skyderiet bliver efterforsket som drabsforsøg.

En 36-årig mand blev tirsdag anholdt i sagen og vil blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag eftermiddag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik