Politiet: Der kan være flere overfaldsmænd

Selvom to formodede sexkrænkere er blevet varetægtsfængslet, så kan der være flere på fri fod, oplyser Københavns Politi.

I weekenden blev en rumænsk mand anholdt og varetægtsfængslet, og i dag kom turen så til en 43-årig mand med nordafrikanske rødder fra Nørrebro. Han blev varetægtsfængslet i 10 dage - for fire tilfælde af blufærdighedskrænkelse og ét voldtægtsforsøg.

Men ifølge vicepolitiinspektør hos Københavns Politi, Jens Møller Jensen, så kan der være flere på fri fod i sagen om en stribe overgrebsforsøg på Frederikssundsvej, Nørrebrogade og Østerbro.

- Jeg er af den overbevisning, at der nok er flere personer derude, der er en del af dem, der har lavet de her forhold om blufærdighedskrænkelse. Men om det er af en karakter, hvor vi kan finde dem og få dem varetægtsfængslet - eller om de skal varetægtsfængsles - det er alt for tidligt at sige noget om, siger han til TV 2 Lorry.

Københavns Politi er lige nu i gang med at indhente overvågningsbilleder og afhøre de 120 kvinder, der siden fredag har rettet henvendelse.

Indtil nu har beskrivelserne været meget forskelligartede.

- Det kunne jo tyde på, at der har været flere. Jeg ved godt, at det har været mørkt under de her gerninger - og nogle af kvinderne har været lidt chokerede og nogle også lidt berusede. Det kan jo fortælle noget om forskellene i signalementerne. Men det kunne jo også være - som meget tyder på - at der har været flere gerningsmænd, siger Jens Møller Jensen.

Derfor opfordrer Jens Møller Jensen stadig til, at specielt unge kvinder tager sine forholdsregler, når de færdes på gaden i København i de sene nattetimer.

- Man skal selvfølgelig være forsigtig, men man skal også fortsætte med at gå i byen, som man gør som ung kvinde. Så vi har bedt om, at man bare lige tænker sig lidt ekstra om: At man prøver at følges hjem to og to, eller at man bliver hentet ved et busstoppested, eller at man husker at kigge sig over skulderen, inden man går ind i sin opgang.

Den 43-årige, der i dag blev varetægtsfængslet, nægter sig skyldig.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik