Politiet: Denne lille magnet kan føre til dødsulykker

En vognmand fra Rumænien er blevet tiltalt for snyd og står til bøde samt ubetinget frakendelse af førerretten.

En 39-årig vognmand fra Rumænien havde fredag den 22. februar 2019 indleveret sin lastbil til det lovpligtige toårs-eftersyn af kontrolapparatet ved en lastbilmekaniker i Køge. Her fandt værkstedet en magnet, der var påsat lastbilens gearkassen. 

quote Det er meget alvorligt, når vi ser denne form for snyd. Det kan i yderste konsekvens betyde forskellen mellem liv og død

Peter Stryhn, vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi

Magneten fungerer sådan, at køretøjets takograf, der registrerer køre- og hviletider, ikke registrerede kørsel. Det vil derfor se ud som om, chaufføren har holdt hvil, selvom det ikke er tilfældet. Derved var der også lavet indgreb i lastbilens hastighedsbegrænser, så den kunne køre hurtigere end 90 km/t. 

- Det er meget alvorligt, når vi ser denne form for snyd. Det kan i yderste konsekvens betyde forskellen mellem liv og død, når en vognmand ikke overholder hverken hastighed eller hviletider, siger vicepolitiinspektør Peter Stryhn fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Magneten forsvandt

Værkstedet kontaktede politiet og anmeldte, hvad de havde fundet. Magneten havde de dog udleveret til den 39-årige mand, der oplyste til politiet, at han ikke vidste, hvor den var blevet af. 

quote De kriminelle finder hele tiden på nye og mere komplicerede måder at snyde på

Peter Stryhn, vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi

Ved gennemgang af værkstedets overvågningsvideo fandt politiet frem til, at den 39-årige havde sat magneten fast på en jernstolpe tæt ved værkstedet. Politiet fandt derfor hurtigt frem til magneten, som blev sikret som bevis i sagen. 

- De kriminelle finder hele tiden på nye og mere komplicerede måder at snyde på. Derfor er det meget vigtigt, at politiet hele tiden får nye kompetencer, så vi kan fange forbryderne, siger vicepolitiinspektør Peter Stryhn.

Den 39-årige vognmand har fået forkyndt et anklageskrift med påstand om bøde og ubetinget frakendelse af førerretten. Derved kan sagen afgøres af retten, selvom han skulle udeblive fra retsmødet. Der er stillet sikkerhed for betaling af bøden, og lastbilen er udleveret til vognmanden.

Retsmødet er berammet til den 29. april 2019 ved Retten i Roskilde.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik