Politiet bruger ikke den nye romalov

Ny lov skulle fra 1. april gøre det lettere for politiet at rydde såkaldte romalejre. Men Københavns Politi har ikke taget den i brug endnu.

De seneste år er det blevet mere og mere normalt at støde på romalejre i København, der ofte flyder med gamle madvarer, tomme dåser og menneskeafføring.

Derfor har overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen, Soc.dem., længe efterspurgt, at det bliver lettere for politiet at rydde disse lejre, og det åbnede en bekendtgørelsesændring op for fra starten af april.

Alligevel bruger Københavns Politi stadig de gamle regler. De venter nemlig på at få fortolket, hvordan de præcis skal udføre deres arbejde i forhold til den nye lov. Det oplyser Københavns Politi i en mail til DR P4 København.

DF vil nu tage sagen op

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod, kalder der problematisk, at Københavns Politi stadig bruger de gamle regler:

- Vi har jo netop vedtaget de nye regler for at give politiet nogle bedre arbejdsvilkår, blandt andet for at de kan rydde de her romalejre. Så vi vil strakt tage den her sag op med Justitsministeren, siger han til DR P4 København.

Medlem af Folketingets Retsudvalg for Socialdemokratiet, Mette Reissmann, understreger, at det selvfølgelig er den nye bekendtgørelse, politiet bør bruge, men tilføjer samtidig:

- Det er meget forståeligt, at politiet vil have fuldt overblik over, hvordan bekendtgørelsesændringen skal forstås, for det er utrolig vigtigt for deres politiarbejde.

Hverken Københavns Politi eller justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har ønsket at stille op til interview.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik