Politiet beslaglægger færre knive

Politiet skal have endnu bedre mulighed for at visitere borgerne. Det har været politikernes foretrukne forslag mod de ubehagelige knivoverfald i København, siden en ung mand i weekenden blev stukket ned og dræbt på Strøget efter et skænderi om en hue. Men paradoksalt nok fører politiets visitationer ikke til, at politiet finder flere ulovlige våben, end tidligere. Det viser de nøgne tal.

I foråret sidste
år fik Københavns Politi udvidet deres muligheder for at
visitere i større dele af København. Men i 2007 beslaglagde
Københavns Politi kun 2.549 ulovlige knive. Det er over 500
færre end i 2006, da der blev beslagt 3.113 knive i København.
Københavns Politi har siden maj i perioder og udvalgte områder
med særligt høj risiko for kriminalitet kunnet kropsvisitere
borgere i de såkaldte visitationszoner i kampen mod knive og
andre våben. Inden da var kun Christiania omfattet, men i 2007
kom Rådhuspladsen, dele af Strøget og Vesterbro med. I december
måned blev også dele af Frederiksberg, Amager, Tingbjerg og
Nørrebro omfattet efter skuddrabet på en ung mand på Mimersgade
på det ydre Nørrebro. Visitationszonerne gælder foreløbig frem
til 14. januar. At knivepisoderne i København er sager, som
politikerne gerne vil handle på, vidner de mange politiske
udmeldinger om. Dansk Folkeparti ser gerne permanente
visitationszoner på Strøget i København og på gågaden i Odense.
Og justitsminister Lene Espersen (K) meldte sig i går parat til
at gøre visitationszonerne i København permanente. »Hvis
politiet finder behov for det,« sagde hun til Berlingske
Tidende. Men det lader det ikke til, at politiet gør.
Politidirektør Hanne Bech Hansen fra Københavns Politi siger, at
hun har svært ved at se fordelen ved det, fordi hun som
ansvarlig chef i forvejen kan give tilladelse til at visitere
for fire uger ad gangen efter indstilling fra stationslederne i
de forskellige områder af byen. I Aalborg gjorde politiet
området omkring Jomfru Ane Gade til visitationszone i december
på grund af 15 voldsanmeldelser året før. Ifølge politiinspektør
Stig Lundbo blev der visiteret 78 personer, men ingen havde
våben på sig. Otte personer havde narko på sig, mens én gemte på
et kanonslag. Visitationszonen ophørte i weekenden. Det har ikke
været muligt at få en kommentar fra politidirektøren til det
faldende antal beslaglagte knive i København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik