Politiet anholder fem efter bandeskyderi på Vestegnen

Bil med skudhuller blev fundet ved Københavns Hovedbanegård. Uvist, om de anholdte er ofre eller gerningsmænd.

Politiet har anholdt fem personer efter et banderelateret skyderi på den københavnske vestegn fredag aften.

- De anholdte er godt kendte i forvejen og flere af dem er kendte i bandesammenhæng, siger vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi, Leif Bonde.

Politiet, der blev alarmeret om skyderiet ved 23.30-tiden, har fundet patronhylstre, og der menes at være affyret omkring otte skud. Der er dog ingen meldinger om kvæstede efter skudepisoden, der fandt sted på Brøndby Nord Vej.

- Et vidne ser en personbil køre fra gerningsstedet, og den finder vi inde i København i nærheden af Hovedbanegården med skudhuller, fortalte vagtchef Jens Møller fra Københavns Vestegns Politi tidligere lørdag til Ritzau.

- I forbindelse med fundet af bilen får vi anholdt de fem personer. Vi ved, at personbilen har været involveret i skyderiet, og de har siddet inde i bilen, tilføjede han.

Lørdag morgen sidder de fem til afhøring, men det er endnu uvist, om de er ofre eller gerningsmænd.

- De er ikke særligt meddelsomme, siger Leif Bonde.

- Nu må vi prøve at finde ud af, om de er ofre eller gerningsmænd, og derefter beslutte, om de skal løslades eller fremstilles i grundlovsforhør, fortsætter han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik