Foto: TV 2 Lorry (arkivbillede)

Politiet anholder 18 kørelærere og elever

Mistanke om bestikkelse: Betjente har anholdt kørelærere og elever i Valby.

Opdateret klokken 14.30...

I en aktion har betjente fra Københavns Politi mandag formiddag anholdt et stort antal kørelærere og deres elever.

Mistanken er, at der er sket snyd med teoriprøver, oplyser vicepolitiinspektør Tommy Keil i Københavns Politi.

- Der er anholdt kørelærere, elever og tolke, siger Tommy Keil til Ritzau.

Anholdelserne er sket i Valby mandag formiddag.

Mistanken går på, at der er givet og modtaget bestikkelse, således at elever, der ikke burde bestå, alligevel er bestået.

På spørgsmålet om, hvorvidt nogle skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling, siger Tommy Keil:

- Det ved vi endnu ikke.

De nærmere detaljer ønsker politiet mandag eftermiddag ikke at rykke ud med.

- Vi holder nogle ting tæt til kroppen, siger vicepolitiinspektøren.