Arkiv Foto: TV 2 Lorry (Arkiv)

Politiet anholder 18-årig for knivstik

En 18-årig mand fremstilles søndag i grundlovsforhør sigtet for at have stukket en 24-årig ned i Tingbjerg.

  
En 18-årig mand blev lørdag aften anholdt i forbindelse med knivoverfaldet på en 24-årig mand i København fredag.
Den 24-årige blev stukket i den ene armhule og blødte kraftigt, men kunne hurtigt meldes uden for livsfare.
Knivstikkeriet fandt formentlig sted omkring Ruten i Tingbjerg, men offeret blev fundet i en have i nærheden af Bystævneparken i Brønshøj.
- Vi har anholdt en 18-årig mand, som sigtes for knivstikkeriet, siger den centrale efterforskningsleder i Københavns Politi, Emil Jensen, der midt på aftenen ikke kunne give yderligere oplysninger.
Ifølge eb.dk er den 24-årige en ledende figur i bandemiljøet i Tingbjerg, der er allieret med Blågårds Plads gruppen.
Tirsdag blev de formodede ledere af Blågårds Plads gruppen, brødrene "Lille A" og "Store A" beskudt fra en bil på Vodroffsvej på Frederiksberg.
Det er dog uvist, om fredagens knivstikkeri har noget med skyderiet at gøre.
Den anholdte fremstilles søndag i grundlovsforhør med krav om fængsling.