Politiet afviste autocamper - men minister trumfer idé

Lokalbetjente skal bemande mobil politistation på Nørrebro i København for at dæmpe bandekonflikt.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og Rigspolitiet har besluttet at åbne en mobil politistation i forbindelse med den verserende bandekonflikt i København.

Derudover vil ministeren på fredag komme med flere "tanker og initiativer".

Det fortæller Pape onsdag aften efter et møde med Folketingets partier om bandekonflikten.

Politistationen åbner torsdag og bliver placeret på Nørrebro i et område med meget bandekriminalitet.

- Vi har også brug for at manifestere trygheden, og hvem der bestemmer. Derfor vil der fra i morgen (torsdag, red.) blive en mobil politistation på Nørrebro - som selvfølgelig skal være der, hvor det særligt presser sig på.

- Og så vil jeg på regeringens vegne på fredag komme lidt flere tanker og initiativer til, hvad der skal ske, siger ministeren.

Politiet afviste ideen i sidste uge

Allerede torsdag i sidste uge foreslog overborgmester Frank Jensen (Soc. Dem.) og beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (Radikale Venstre) at opsætte mobile politistationer på Nørrebro. 

Konceptet er tidligere brugt af blandt andet Københavns Vestegns Politi, der opsatte en autocamper i tiden efter drabet i Elverparken i Herlev for at få flere borgerhenvendelser.

Autocamperen er desuden for tiden udlånt til kollegaerne hos Østjyllands Politi, hvor også banden Loyal To Familia skaber utryghed.

Torsdag lød meldingen dog fra Københavns Politi til TV 2 Lorry, at det ikke skulle være en gangbar løsning at benytte autocamperen på Nørrebro:

- I den nuværende situation med de skyderier, der er, er det vores vurdering, at de mobile indsatspatruljer er en bedre måde at bruge ressourcerne på, sagde politiinspektør Poul Kjeldsen til TV 2 Lorry.

Lokale betjente skal bemande stationen

Københavns Politi har nu bedt om assistance fra Rigspolitiet, men det skal ifølge justitsminister Pape være lokale betjente, der skal bemande den mobile station.

- Vi kan ikke flytte flere betjente frem, end der er. Så når man i det ene øjeblik vil prioritere klart og sikkert i en bandekonflikt, så er det klart, at det går ud over andre ting, siger Pape.

Ifølge TV2's oplysninger vil der være seks betjente på arbejde ad gangen på politistationen, der ikke vil være døgnbemandet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik