Politiet advarer: Pas på træer, løse stilladser og nedfaldende tagplader

Årets første dag er en stormfuld en af slagsen. Flere steder er der vindstød af stormstyrke eller kraftigere, og nu opfordrer politiet alle til at være ekstra opmærksomme.

Nytårsdag er vejret meget blæsende og flere steder med kraftige vindstød af stormstyrke.

Hovedstadsområdet er ingen undtagelse, og det får nu politiet til at sende advarsler ud.

- Advarsel. Vestegnens Politi anmoder folk at holde sig væk fra Albertslund Centrum ved kanalen, hvor der er fare for nedfaldne tagplader. Sikringsarbejde pågår. Politiet afspærrer, skriver Vestegnens Politi på Twitter.

Et væltet træ i Rødovre bliver fjernet tirsdag.

Nordsjællands Politi advarer, også på Twitter, om flere løse stilladser og væltede træer, "så pas på, når I bevæger jer rundt i kredsen", skriver de.

Og Københavns Politi opfordrer alle til at fastgøre løse genstande, så der ikke opstår stormskader.

Men allerede nu er der flere steder kommet stormskader. Vi har på TV 2 Lorry i løbet af tirsdagen modtaget flere billeder af både væltede træer, flyvende trampoliner og usikre stilladser.

Trampolinen her har fået sig en flyvetur i blæsevejret.
Trampolinen her har fået sig en flyvetur i blæsevejret.
Foto: Søs Bennedsen

Varsling om stormflod

DMI's vagtchef, Dan Nilsvall, bekræfter, at der er meget blæsende i hovedstadsområdet tirsdag, og han forklarer, at vinden er kraftigst langs kysterne.

- Vi forventer, at vinden vil aftage i aften for så at tiltage igen ved midnatstid. Og så aftager den så igen i løbet af onsdagen, siger han.

Albertslund Centrum er tirsdag afspærret på grund af risiko for nedfaldne tagplader.
Albertslund Centrum er tirsdag afspærret på grund af risiko for nedfaldne tagplader.
Foto: Mathias Øgendal

Nogle steder truer stormen også med at byde på en stormflod, og et af de steder, hvor de risikerer at blive ramt af en sådan, er i boligområdet Jyllinge Nordmark i Roskilde.

- Prognosen viser, at vandstanden vil stige til 90 centimeter over daglig vande ved 16-17-tiden i dag, og så vil den toppe ved midnatstid, hvor vi forventer, at der lokalt vil være 130 centimeter over daglig vande, fortæller DMI's vagtchef.

Østsjællands Beredskab har været i gang med at sikre området omkring Jyllinge Nordmark mandag.

Allerede klokken 13.30 tirsdag kan man tydeligt se på Værebro Å i Jyllinge Nordmark, at vandstanden er begyndt at stige.
Allerede klokken 13.30 tirsdag kan man tydeligt se på Værebro Å i Jyllinge Nordmark, at vandstanden er begyndt at stige.
Foto: Peter Blæsild - TV 2 Lorry

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik