Istapper kan blive farlige, hvis de falder ned fra hustagene. Foto: Brian Bergmann - Scanpix

Politiet advarer: Pas på løse istapper fra tagene

Først frost, så solskin. Hovedstadens Beredskab får flere opkald fra borgere om istapper, der risikerer at falde ned fra tagene.

Det er smukt solskinsvejr udenfor, og mange er ude for at nyde det dejlige vejr. Men det er en god idé at løfte blikket fra fortorvet og holde øje med istapperne, der hænger fra tagene. 

Politiet advarer i dag mod løse istapper, der risikerer at falde ned. 

Der er også flere bekymrede borgere, der ringer ind i dag, fordi de har observeret større istapper, der er i fare for at dratte ned.  

- Vi får en del opkald på det i dag, siger operationschef fra Hovedstadens Beredskab, Kristian Næsted. 

Beredskabet har til formiddag været inde på Strøget i København og assistere med en stige, så istapperne kunne blive fjernet. 

- Det er husejernes eget ansvar at fjerne istapper og rydde fortorvet ved deres bolig, men hvis det ikke er muligt at få fat i husejerne, så kan politiet vurdere, at vi skal hjælp med at fjerne istapperne, så ingen kommer til skade, siger Kristian Næsted. 

Til alt held er der ingen meldinger om, at folk skulle være kommet til skade på grund af nedfaldne istapper.