Politiet advarer mod jule-tricktyve

Nordsjælland: En 78-årig mand fra Lynge i Allerød blev tirsdag udsat for tricktyveri i SuperBrugsen i Lynge.

Hans pinkode blev afluret og hans Dankort stjålet, og kort efter manglede 20.000 kroner på kontoen.

Det oplyser Nordsjællands Politi, der nu opfordrer folk til generelt at være opmærksomme i juletiden.

- Vi opfordrer folk til at passe på, især i juletiden, hvor mange tricktyve er på spil. Man skal beskytte pinkoden.

Og hvis man føler, at folk overtræder ens intimtærskel, skal man få dem til at gå væk, inden man trykker koden, siger specialkonsulent i Nordsjællands Politi, Christian Have.

Har du tabt 100 kroner?

I SuperBrugsen stod den 78-årige mand ved kassen med sit Dankort, da han blev kontaktet på engelsk af en udenlandsk mand og en kvinde.

Manden spurgte, om den 78-årige havde tabt 100 kroner, der lå på en taskehylde i nærheden.

Den 78-årige afviste flere gange. Men da han kom hjem, konstaterede han, at dankortet var stjålet. Det viste sig, at der var blevet hævet 8000 kroner på det i en hæveautomat, og kort efter var der lavet fire hævninger på hver 3000 kroner i forretningen Fair Play i nærheden.

Ifølge Christian Have er tricket ofte brugt.

- Det er typisk, at de står der og afleder opmærksomheden. De har stået og set ham trykke koden. Når de har set den, spørger de, om det er ham, der har tabt pengene, siger specialkonsulenten.

Christian Have opfordrer desuden til, at man generelt gemmer sine kvitteringer i pungen og ikke i posen med varer. Hvis tyven stjæler posen med varerne, kan tyven således ikke returnere dem og få kontanter i stedet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik