Politiet advarer mod 'dansetyve': Sådan undgår du at falde i fælden

Politiet advarer mod såkaldte "dansetyve", som særligt går efter dyre ure og værdigenstande i København. Her er deres råd mod de rutinerede tyve.

De går målrettet mod uvidende personer, som er i byen for at hygge sig. Ved at aflede ofrenes opmærksomhed får de sneget alt fra smartphones op af lommerne til dyre ure af håndleddet. Og inden man ved af det, er de forsvundet.

Tricktyvene er blevet fast inventar i Københavns byliv og politiet advarer nu særligt mod de tyve, som "danser" om deres ofre med blide spark, slag, klap og andre afledningsmanøvre og stjæler deres værdigenstande.

Inden for den sidste uge har politiet modtaget 18 til 20 anmeldelser fra Indra By omkring Kongens Nytorv.

Politiet efterforsker i øjeblikket en lang række urtyverier nær Kongens Nytorv. Her er flere blevet berøvet omkring årsskiftet - blandt andet Jesper Engel, som fik sjålet sit ur til 220.000 kroner - og det har fået politiet til at iværksætte en indsats i området.

De kan endnu ikke komme nærmere ind på, hvad indsatsen præcis går ud på af hensyn til arbejdet, men en ting, som de kan oplyse, er hvordan borgerne selv kan beskytte sig mod tyverierne. 

Politiets råd: Sådan garderer du dig mod tricktyveri

1: Udstil ikke dine værdigenstande: 
Et oplagt offer for en tricktyv er en, som har noget, som har værdi for dem. Derfor er det ifølge Ove Randrup fra Københavns Politis Tyveri- og Røveriafsnit en god idé ikke at flashe sine værdigenstande.
Smartphone, pung, dyre ure eller smykker bør ikke pådrage sig opmærksomhed fra de forkerte. 

2: Hold øje med dine værdigenstande
Vær hele tiden klar over, hvor dine ting er og gem dem et sikkert sted, hvor de er svære at komme til for andre end dig selv. 

3: Vær mistænksom
Kommer en vildt fremmed hen og krammer dig på gaden? Han har måske ikke rent mel i posen. 
- Hvis man ikke ved, hvorfor nogle retter henvendelse til en, skal man holde øje med sine værdigenstande, siger Ove Randrup fra Københavns Politi. 
Det er altid en god idé at holde øje med sine omgivelser - særligt når man er et sted, hvor der er mange mennesker. 

4: Råb op!
Bliver du udsat for et tyveri er det første, du bør gøre at råbe op - tiltræk dig så meget opmærksomhed som muligt, så andre ser, hvad der foregår og ved, at du er blevet bestjålet. Det kan også skræmme tyven væk.  

5: Ring til politiet
Hvis du er vidne til et dansetyveri, selv bliver udsat for et dansetyveri eller ser personer, som generelt skaber utryghed i nattelivet, så tøv ikke med at ringe 114. Er det akut, så ring 112. 
I København har de en "tryghedsskabende indsats" - det vil sige, at der er uniformerede betjente til stede i bybilledet - særligt i weekenden, hvor der sker flest tricktyverier, fordi mange mennesker er ude i nattelivet. 

6: Er skaden sket: Læg mærke til gerningsmanden
Ove Randrup fra Københavns Politi anbefaler, at man lægger mærke til gerningsmanden, hvis man enten selv bliver udsat for tyveri eller er vidne. Hvad har de på? Hvilken type sko, hvilken farve jakke? Kendetegn?
I visse tilfælde kan det være en god idé at tage et billede med sin mobiltelefon, men man skal aldrig udsætte sig selv for fare - er gerningsmanden truende bør man ikke opildne til vold.  

7: Er skaden sket: Pas på dig selv
I tråd med forrige råd, så skal man altid være forsigtig, hvis man bliver udsat for kriminalitet og hellere søge hjælp hos politiet end gribe sagen i egen hånd.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik