Politiboss og politiforbund rydder misforståelser af vejen

Efter kritik var rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg tirsdag til møde i Politiforbundets forhandlingsudvalg.

Tilliden var enten helt væk eller på et meget lille sted til rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Det har været meldingerne de seneste dage fra tillidsfolk i Københavns Politi.

Tirsdag var Højbjerg til møde i Politiforbundets forhandlingsudvalg om sagen. Og nu er der glattet ud mellem parterne, mener han.

- Det har været et godt møde, hvor der var lejlighed til at rydde nogle misforståelser af vejen.

- Der er ikke tale om, at der males noget skønmaleri over for politikerne. Men det er klart, at vi må sørge for at kommunikere mere tydeligt fremover, hvad det betyder for politiet, når vi får nye opgaver, siger Højbjerg. 

Tillidsfolkene har meldt ud, at tilliden til rigspolitichefen er væk, fordi Højbjerg ifølge tillidsfolkene har udtalt, at politiet er rustet til at klare den verserende bandekonflikt i København. 

Men det er politiet ikke, lyder det fra tillidsfolkene. De er utilfredse med, at rigspolitichefen ikke klart nok understreger, at en effektiv indsats på bandeområdet vil betyde, at politiet må nedprioritere andre områder.

Inden mødet glattede Højbjerg allerede ud. Han ved godt, at dansk politi står i en presset situation, sagde han.

Tidligere tirsdag var justitsminister Søren Pape Poulsen (K) på banen. Han udtrykte fuld tillid til rigspolitichefen.

- Det billede, der i disse dage bliver tegnet af, at rigspolitichefen ikke skulle have fortalt om de vanskelige tider, som dansk politi går igennem, er faktuelt forkert og misvisende, sagde ministeren i en skriftlig meddelelse.

Fællestillidsmand Torben Ryttergaard fra Operativ Specialafdeling i Københavns Politi har til Berlingske sagt, at han ønsker en ny rigspolitichef. 

Helt så bombastisk var udmeldingen ikke fra Michael Møller, der er tillidsmand i Københavns Politiforening. Men Møller understreger, at hans medlemmer ikke har megen fidus til Højbjergs udmeldinger.

Det er denne kritik, som Højbjerg nu mener, at der er taget hånd om.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik