Torsdag aften kort efter klokken 20 kørte var en politibil involveret i et trafikuheld på Roskildevej i København.
- Jeg kan bekræfte, at der har været et færdselsuheld med en patruljevogn under udrykning og en personbil. Det er sket i krydset ved Roskildevej og Sønder Fasanvej, siger vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Stormer.
Vagtchefen fortæller, at der ved sammenstødet skete "voldsom materielskade, men ringe personskade", og at de involverede personer er sendt på hospitalet til opfølgende tjek.
Ulykken skete, da politibilen var under udrykning til en anmeldelse om et røveri på Finsensvej.
- Betjentene var ved at rykke ud til en anmeldelse om et røveri, siger Henrik Stormer.
De pågældende betjente nåede dog ikke ud til røverianmeldelsen. I stedet rykkede andre politifolk ud til forholdet på Finsensvej. Her viste det sig dog, at der snarere var tale om et tyveri med lidt skubberi, oplyser vagtchefen.
Færdselsuheldet havde ikke de store konsekvenser for trafikken i krydset.