Politibetjente kører gratis med S-tog

Politibetjente har i årevis kørt gratis med de københavnske S-tog, også når de er i civil. Det skriver Nyhedsbrevet 3F.

Købenavns Politi bekræfter, at den uofficielle ordning har stået på i årevis.

- Ja, jeg har hørt, at man kan køre gratis med S-toget, hvis man viser politiskiltet. Men det er ikke en fast aftale mellem DSB og politiet. Nærmere en 'uofficiel' aftale, siger for-mand for Københavns Politiforening, Claus Oxfeldt.

Den erfarne betjent har selv arbejdet en årrække på Hovedbanegården i København, og kan godt forstå, at togrevisorerne lader en betjent køre gratis.

- Det skaber tryghed. Hvis der opstår ballade, så ved de, at en betjent er med ombord og kan trække politiskiltet for at få dæmpet gemytterne, hvis balladen udvikler sig, siger Claus Oxfeldt til Nyhedsbrevet 3F.
Hos DSB bekræfter man oplysningerne fra politiet og togrevisorerne.

- Ja, som udgangspunkt kører man gratis med S-toget, hvis man viser politiskiltet, siger Niels-Martin Methmann fra DSB Kommunikation til Nyhedsbrevet 3F.

Også selv om man er i civil?

- Mange betjente har politiskiltet i lommen - selv når de er i civil. Eller når de er på vej til og fra arbejde. Derfor forventer vi så også, at betjenten griber ind, hvis der skulle opstå problemer på turen, understreger Niels-Martin Methmann.