Foto: TV 2 Lorry (arkivbillede)

Politi slår til mod indbrudsbande

Politiet slår til mod indbrudsbande, der er mistænkt for at stå bag op imod 20 indbrud og pengeskabstyverier.

Politiets særlige enhed Task Force Indbrud slog i dag til mod en indbrudsbande, der mistænkes for op imod 20 indbrud og pengeskabstyverier i private boliger og firmaer i blandt andet Nordsjælland.

Politiet ransagede syv adresser på Sjælland og anholdt fire personer med bopæl på Sydsjælland.

I forbindelse med ransagningerne har politiet fundet en del tyvekoster. Der er stjålet værdier for det, politiet kalder store beløb.

- Aktionen understreger, at indbrud - især den organiserede del - er et fokusområde for politiet. Det vil det også være fremover, siger chefen for Task Force Indbrud, politiinspektør Bent Isager-Nielsen.

To mænd på henholdsvis 21 og 32 år bliver af politiet betragtet som hovedmænd. De to mænd vil i morgen blive fremstillet i retten i Lyngby.