De falske beviser er blandt andet blevet brugt til at søge ind på Københavns Universitet.

27 personer sigtet for snyd med eksamensbeviser

Bagmænd har ifølge politiet solgt hjemmelavede eksamensbeviser for op mod 20.000 kroner.

Københavns Politi har sigtet 27 personer for at forsøge at snyde sig ind på videregående uddannelser ved hjælp af falske eksamensbeviser.

Det oplyser Københavns Politi til TV 2 Lorry. 

De falske eksamensbevis er ifølge politiet blevet købt af bagmænd, der har taget op mod 20.000 kroner for de falske studiebeviser.  

- Vi har bagmændene, som vi vil sigte for samtlige forhold, mens de enkelte personer, der har forsøgt at snyde, bliver sigtet for en enkelt forhold af dokumentfalsk. Det er første gang, jeg har kunnet konstatere, at nogen stod bag dokumentfalsk i det her omfang, siger politikommissær Thomas Dürr til TV 2 Lorry. 

Han oplyser, at straframmen er op til to år for de personer, der har købt sig til falske eksamensbeviser, mens bagmændene risikerer fængsel i op til seks år. 

Politiet mener, at en bagmand og to mellemmænd står bag snyderiet med eksamensbeviserne.

Sagen opstod allerede i 2013, da Styrelsen for Videregående Uddannelser opdagede, at 19 personer havde søgt ind på en videregående uddannelse med uægte eksamensbeviser.

Eksamensbeviserne fra ansøgerne lignede hinanden og var sendt til institutioner på tværs af flere københavnske politikredse, og det fik styrelsen til at gå ind i sagen med en samlet anmeldelse til politiet.

Nogle af de sigtede ansøgere havde ikke en gymnasial eksamen, mens andre har en gymnasial eksamen med et væsentligt lavere karaktergennemsnit end det, der fremgik af det uægte bevis. 

De falske eksamensbeviser er blandt andet blevet brugt til at søge ind på Københavns Universitet og Copenhagen Business School.

Politiet melder, at snyd med eksamensbeviser ikke er et udbredt problem. 

- Det fandt sted i 2013, og vi har ikke fået nogle anmeldelser efterfølgende. Man har været opmærksom på problemet, siger Thomas Dürr til TV 2 Lorry.