Politi sætter ind over for tyveri og ballade i Allerød

Nordsjællands Politi øger patruljeringen og inviterer butiksejere til møde efter mange tyverier i Allerød.

Flere butiksejere har i senere tid givet udtryk for bekymring over tingenes tilstand i Allerød.

Utallige tyverier og truende adfærd fra asylansøgere har blandt andet tvunget byens Netto til at lukke før tid og hyre vagter til at beskytte butikken.

De problematiske asylansøgere kommer fra to nærliggende asylcentre: Udrejsecenter Sjælsmark og Center Sandholm. 

TV 2 Lorry fortalte onsdag aften om de store problemer med butikstyverier.  

Situationen får nu Nordsjællands Politi til at sætte ind med mere patruljering og tættere dialog med butiksejerne.

- Det er en bekymring, som vi tager alvorligt. Vi behandler naturligvis alle anmeldelser af butikstyveri og øger nu også synligheden gennem mere patruljering i området, siger Freddy Bech Jensen, der er stationsleder i Nordsjællands Politi, Station Midt.

Nordsjællands Politi har været i kontakt med Allerød Handelsstandsforening, og der er aftalt møde i næste uge, hvor man vil snakke om, hvad man sammen og hver for sig kan gøre.

- Vi vil gerne have dialogen med butiksejerne, hvor vi kan drøfte, hvordan vi i fællesskab kan få løst de udfordringer, som er i området. En sådan dialog har vi også løbende med Center Sandholm, og det vil vi naturligvis fortsætte med at have, siger Freddy Bech Jensen.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik