Politi på radioen: Tag flaget fra dem

Tre dommere afgør tirsdag formiddag, om politiet gik over gevind over for fredelige borgere, da Kinas præsident var på besøg i Danmark.

Københavns Politi har afvist, at seks borgere ulovligt blev frihedsberøvet under Kinas præsidents besøg i 2012.

Østre Landsret tager stilling til, om seks mennesker blev udsat for ulovlig frihedsberøvelse.

Alle seks viftede med Tibets flag, som er forbudt i Kina. I flere tilfælde skred betjente ind på grund af flaget, viser også den interne radiokommunikation. Det skriver Ritzau.

Indgrebene skete i forbindelse med præsident Hu Jintaos besøg i juni 2012. På forhånd var politiet blevet advaret om, at kineserne meget nødigt ville tabe ansigt.

Det var Politiets Efterretningstjeneste, der havde givet besked om de kinesiske følelser. Og den blev givet videre under en briefing af betjentene, har vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen fortalt i Københavns Byret.

- Jeg fortæller, at der er en bekymring fra kinesisk side, fordi de ser anderledes på demonstrationer, end vi gør i Danmark.

I forbindelse med retssagen har de seks borgere fået adgang til politiets radiosnak. Og her optræder det flag, som Kina ikke bryder sig om, flere gange.

For eksempel i Kongens Have: " ... der står en, øh, person i rød trøje med et flag, der godt kunne minde om noget fri Tibet."

Denne person har fortalt, at vedkommende blev beordret til at lægge flaget ned - og at han blev forhindret i at gå fra stedet i en times tid.

Ved Amalienborg var en kvinde i søgelyset: "et styk kvindelig tilskuer bortvist nede fra Amalienborg, Amaliegade. Hun var i besiddelse af et frit Tibet flag."

På Christiansborg Slotsplads var der ifølge politiet også problemer:

"Lige foran opkørslen til Christiansborg, der er sneget sig et tibetansk flag ind."

Lidt efter spurgte patruljen: "Skal vi tage flaget fra dem eller hvordan?"

Ordren faldt prompte: "Tag flaget fra dem, kom."

Under sagen har Københavns Politi sagt, at der ikke har været tale om ulovlige frihedsberøvelser.

Man har blot varetaget hensynet til sikkerheden og den offentlige orden.

Og byretten sagde da også i februar sidste år god for indgrebet i forhold til fem af de seks borgere.

Desuden fik politikerne i Folketingets retsudvalg i april 2014 at vide, at Københavns Politi afviste at have haft til opgave at hindre fremvisninger af tibetanske flag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik