Politi om pokalkamp: Der blev delt få håndmadder ud

Det var mere en familiefest end et rivalopgør, lyder det fra politiet om pokalkamp i Parken.

Det blev en nogenlunde stille og rolig dag og aften for politiet, da FCK og AGF torsdag aften tørnede sammen i pokalfinalen i Parken. 

Det oplyser Københavns Politi til TV 2 Lorry.

- Det gik fint, men det var også mere en familiebegivenhed end et rivalopgør, hvor der er nogle andre ting på spil, siger vagtchef Henrik Stormer. 

Små 36.000 tilskuere deltog i festen i Parken, og 18.000 af dem var tilrejsende fans fra Aarhus. Alligevel var der ikke meget ballade at melde om i løbet af torsdagen.

01:04

De tilrejsende fodboldfans fra Århus havde en fest i København.

Luk video

- Der har været par enkelte sammenstød, som der altid er, når folk sidder og drikker øl hele dagen og så går til fodbold. Der er blevet nogle håndmadder ud hist og pist, men ikke noget alvorligt, siger vagtchef Henrik Stormer.

Der var blandt andet to mindre voldssager i området omkring Parken, hvor nogle små grupper røg i totterne på hinanden, melder politiet, der også har skrevet nogle få bødeforlæg for fyrværkeri og euforiserende stoffer. 

FCK kunne torsdag aften for syvende gang i klubbens historie løfte pokalen, da de besejrede AGF 2-1 og vandt dette års pokalfinale. 

Nicolai Jørgensen bragte FCK foran efter en halv times spil, men det lykkedes Morten 'Duncan' Rasmussen at udligne for AGF kort før pausen. Cirka et kvarter før tid scorede William Kvist til 2-1 og sikrede dermed FCK pokalen.

I alt var 35.828 tilskuere mødt frem til torsdagens pokalfinale i Parken. Det er det højeste antal tilskuere til en pokalfinale siden 2004, hvor FCK mødte AaB.