Politi om Erik Rald: 'Sagen er ikke slut, før han er fundet'

Hvis der ikke kommer nye oplysninger søndag, vil politiet lægge en ny strategi for at finde den forsvundne mand fra København.

Politiet har ikke modtaget nogen henvendelser, der har givet nye spor i sagen om den forsvundne Erik Rald.

Det oplyser Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry søndag, efter at den 66-årige mand fra København lørdag blev efterlyst i medierne. 

Erik Ralds tøj blev fredag morgen fundet på Liseleje Strand tæt på N. R. Olsens Vej i Halsnæs. 

Politiet iværksatte en større eftersøgning til vands og til lands, men det lykkedes ikke at finde spor efter den savnede mand.

Læs også 66-årig efterlyses: Eriks tøj fundet på Liseleje Strand

Situationen er desværre uændret søndag, og hvis Nordsjællands Politi ikke modtager afgørende oplysninger i løbet af søndagen, vil politiet lægge en ny strategi mandag.

- Vi har udtømt de muligheder, der er, for at eftersøge ham, men i morgen skal stenene vendes igen med henblik på, hvilken vej vi skal løbe i den her sag, siger vagtchef Søren Bjørnestad til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Skal vi gennemgå kyststrækningen igen? Skal vi lede i skoven? Vi skal finde den vej, der er mest relevant i forhold til de ressourcer, vi har til rådighed, for det er et stort område.

Erik Rald beskrives som: 180 cm høj, almindelig af bygning med lille topmave, gråt kort hår, munkefrisure, kort fuldskæg, meget blå øjne og bærer briller. Intet om påklædning. Dårlig motorik og ryster på hænderne.

Hvis man har set Erik Rald, eller en person, der svarer til signalementet, bedes man kontakte Nordsjællands Politi telefonisk på 114. 

- Sagen er ikke slut, før vi har fundet ham, lyder det fra vagtchef Søren Bjørnestad.