Kolde temperaturer og nedbør har lørdag aften skabt isslag på mange veje, særligt i de østlige egne.
Det får Vejdirektoratet til at advare alle bilister, der skal ud på vejene.
I et tweet opfordrer instansen til, at man kører i god tid, hvis man skal noget bestemt - og at man desuden kører efter forholdene.
Husk at køre i god tid, hvis du skal nå noget til en bestemt tid, og kør efter forholdende. #dktrafikinfo. https://t.co/Hm3jDzXLxh
— Vejdirektoratet (@vejdirektoratet) February 3, 2018
Hos DMI har det underafkølede nedbør også sat rynker i panden hos vejreksperterne.
- Vi har enkelte observationer om underafkølet nedbør, og det er i forbindelse med den her frontzone, der passerer landet. Men der er ikke tale om en klassisk situation, og det er ikke så tit, man oplever, at det rammer på den måde, siger vagthavende meterolog ved DMI, Anja Bodholdt, til BT.
- Der er en risiko for, at der er meget glat. Det er jo regn, der er underafkølet, og når det rammer en hård overflade, så fryser det til is, fortsætter hun til avisen.
Samtidig opfordrer Københavns Vestegns Politi også til, at man kører forsigtigt på vejene.
- Der er mange meldinger om glatte veje i Høje Taastrup og omegn, skriver politiet blandt andet på Twitter.
Københavns Vestegns Politi oplyser desuden, at der saltes på vejene netop nu, men at man fortsat skal køre forsigtigt.
Der er mange meldinger om særdeles glatte veje i Høje Taastrup og omegn. Der saltes på livet løs, men kør nu forsigtigt og kom godt hjem. Vagtchefen #politidk
— Vestegnens Politi (@VestegnsPoliti) February 3, 2018