Politi og toldere beslaglægger store mængder hård narko

Tre mænd er de seneste dage anholdt i København med hård narko. Fredag er en 38-årig lastbilchauffør fængslet.

På få dage har Københavns Politi beslaglagt i omegnen af 18 kilo hård narko og 40 liter flydende amfetamin, fortæller politikommissær Steffen Thaaning Steffensen.

Den største fangst gjorde politiet torsdag formiddag, hvor en 38-årig lastbilchauffør blev anholdt i Taastrup vest for København med hård narko i bilen.

Lastbilchaufføren er fredag blevet fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København, hvor en dommer varetægtsfængslede ham i 12 dage, oplyser Københavns Politi på Twitter.

Han er sigtet for overtrædelse af straffelovens narkoparagraf. Der er ikke oplysninger om, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

Tip om "skidt" i lastbil 

Det var en henvendelse udefra, der førte politiet på sporet af lastbilchaufføren.

- Vi fik et tip om, at han kørte med noget skidt i en lastbil. Så vi fulgte efter ham og anholdt ham ude i Taastrup, fortæller Steffen Thaaning Steffensen.

I bilen fandt politiet 40 liter flydende amfetamin og cirka 10 kilo kokain. Derefter tog man til mandens adresse, som blev ransaget.

- Her fandt vi to kilo heroin, fortæller Steffen Thaaning Steffensen.

Travl uge 

Sagen er den tredje større beslaglæggelse af hård narko inden for en uge. I de seneste dage har tolderne i Københavns Lufthavn nemlig taget to mænd med urent mel i posen.

Den ene var en lettisk mand, som torsdag via Tanzania ankom til lufthavnen. 

I en dobbeltsidet kuffert gemte han 3,5 kilo hvid heroin, og ifølge Steffen Thaaning Steffensen var det en forholdsvis professionel anordning i kufferten, som blev brugt til at skjule stofferne.

Men tolderne blev ikke narret. Og det gjorde de heller ikke lørdag, da en brasiliansk mand, som forsøgte at smugle tre kilo kokain ind i en kuffert med en ekstra bagbeklædning. 

Han er blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik