Politi måtte bruge lastbiler for at fjerne tyvekoster

På 15 adresser på Sjælland mener politiet at have fundet stjålne møbler, elektronik m.m. for halvanden million.

Almindelige varebiler kunne ikke gøre det, da politifolk mandag tog ud forskellige steder på Sjælland for at indsamle formodede tyvekoster.

Der var så mange stjålne sager, at politiet blev nødt til at bruge lastbiler, oplyser den særlige politigruppe Task Force Indbrud.

15 forskellige steder på Sjælland er blevet besøgt.

Betjentene har besøgt adresser i Hellerup, Ålsgårde, Greve, Jyllinge og Dianalund, oplyser politiinspektør Karl Erik Agerbro. Også på Nørrebrogade i København er der blevet hentet stjålne sager.

Operationen har fået navnet "Fagin" efter en af personerne i Charles Dickens' berømte værk "Oliver Twist". Fagin var den, der satte fattige børn i London til at stjæle.

Betjentene har fundet lamper, elektronisk udstyr, designermøbler og andre ting, og værdien af de indsamlede genstande runder i hvert fald halvanden million kroner.

En 33-årig mand er blevet anholdt og sigtes for groft hæleri. Han vil tirsdag muligvis blive fremstillet i grundlovsforhør.

- Vi har ransaget dels hos private personer og dels i firmaer, for eksempel hos en frisør og en juvelér, siger Karl Erik Agerbo.

Et af de besøgte steder har ifølge politiet en vis tilknytning til Bandidos.

I øvrigt har Task Force Indbrud stået for en række store efterforskninger.

Som et resultat af indsatsen blev to mænd for nylig straffet med henholdsvis syv og fem års fængsel for at have organiseret flere grupper af tyveknægte.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik