Foto: Ida Marie Odgaard / Scanpix

Politi rykkede massivt ud til Vesterbro på grund af legetøj

Politiet rykkede lørdag eftermiddag talstærkt ud til Vesterbro, da de fik en anmeldelse om en mand, der sad med et skydevåben i en bil.

Efter en uge med flere skuddrab er Københavns Politi i højeste alarmberedskab.

Det måtte en 12-årig dreng sande, da han lørdag eftermiddag var årsag til en dramatisk politiaktion, der udspillede sig på Vesterbro. 

Her var politiet talstærkt til stede ved krydset Enghavevej og Sønder Boulevard.

Forinden havde en person indgivet anmeldelse om en mand med et skydevåben i en bil, skriver eb.dk.

Det viste sig dog at være noget mere uskyldigt end først antaget.

Læs også Skuddræbt bandemedlem begravet under stort politiopbud

Der var nemlig blot tale om en 12-årig dreng, der sad i en bil og legede med et legetøjsgevær, skriver tv2.dk.

Den blodige uge, der har udløst det høje alarmberedskab hos Københavns Politi, begyndte tirsdag aften.

Her blev en person med tilknytning til bandemiljøet dræbt af skud ved Mjølnerparken. Yderligere to banderelaterede personer blev såret under skudepisoden.

Natten til fredag blev der igen skudt med skarpt. Denne gang i Tingbjerg, hvor en 20-årig mand blev hårdt såret af skud, da han kørte i sin bil.

Den 20-årige, som ifølge politiet var banderelateret, afgik senere ved døden.

Læs også 20-årigt skudoffer er nu død