Politi lukker regnfyldte københavnske veje

Politiet i København har afspærret flere veje i hovedstadsområdet på grund af søndagens kraftige regnvejr.

Det voldsomme regnvejr, der søndag aften strømmede ind over landet, har fået politiet i København til at afspærre flere veje i hovedstadsområdet.

Vandmasserne har simpelthen oversvømmet vejene adskillige steder, og dermed gjort det både farligt og uforsvarligt at køre på dem.
I de tidlige morgentimer arbejder politiet - i samarbejde med Københavns Brandvæsen, Beredskabsstyrelsen og Vejdirektoratet - stadig på højtryk for at få vandet pumpet væk fra vejene.

Det ændrer dog ikke på, at Lersø Park Allé mellem Haraldsgade og Strødamsvej fortsat er uanvendelig, og at man på Lyngbyvejen bliver ledt uden om ved afkørslen til Tuborgvej og fra Hans Knudsens Plads.
Derudover er Grøndals Park Allé spærret i begge retninger ved Flintholm Station.

I første omgang består afspærringen af minestrimler og personale på stedet, fortæller den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Mads Firlings.
- Det er nogle triste centrale steder, der er lukket, men vi arbejder på højtryk. Vi har prioriteret således, at Lyngbyvejen bliver først klar, fordi den er mest befærdet, og derudover er det en hovedfærdselsåre for redningskøretøjer og ambulancer frem til Rigshospitalet, siger han.
Politiet anmoder bilister om at vælge alternative ruter, når de skal ud og køre i morgentimerne. Lyngbyvejen forventes genåbnet omkring klokken otte.

Regnvandet har indtil videre ikke forårsaget større ulykker, fortæller Mads Firlings.
- Vi har ikke haft deciderede ulykker, men vi har haft flere biler, der er kørt fast i vandmasserne, som skal hjælpes fri.
Vagtlederen opfordrer stadig bilister og andre trafikanter til at udvise agtpågivenhed på vejene.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik