Arkiv Foto: TV 2 Lorry

Politi løslader ung mand efter skyderi

Ung mand mener selv, at hans bil var årsag til, at der blev åbnet ild mod ham i Valby.

Manden har selv forklaret, at det var ham, der blev beskudt.

- Som det står nu, så har vi ikke noget, vi kan holde op mod hans forklaring, siger den centrale efterforskningsleder John Dyrberg fra Københavns Politi.

Det var på Valby Langgade, at der natten til søndag blev affyret 10 skud.

Den 22-årige blev anholdt, fordi politiet fandt frem til, at han var passager i den hvide BMW, der var set ved skyderiet.

- Han erkender, at han var på stedet, men han siger selv, at han var den forurettede part. Nu er vi ved at klarlægge hans rolle i det, siger John Dyrberg.

Politiet ved ikke, hvad der var motiv til skyderiet.

- Han siger selv, at det være på grund af den bil, han kørte i, at han blev beskudt, siger efterforskningslederen, der ikke kan uddybe forklaringen nærmere.

Politiet har ikke fundet nogle projektiler efter skyderiet - kun de afskudte hylstre. Indtil videre ved politiet heller ikke, om der blev åbnet ild fra mere end et våben.

To biler, en hvid BMW og en mørkeblå Ford Focus, blev af vidner set køre hurtigt fra stedet efter skyderiet.

Tilsyneladende blev ingen ramt.

Den 22-årige mand, der blev anholdt efter et skyderi i Valby, vil nu blive løsladt.