Politi: Knivdrab ved Forum er jalousiopgør

En 18-årig mand blev dræbt af en 19-årig på grund af jalousi over en pige, oplyser Københavns Politi.

Det var formentlig et forhold til en pige, der endte med at koste den 18-årige Taha Saadaoui livet, da han fik en kniv stukket i brystet ved Forum på Frederiksberg i København mandag eftermiddag.

Læs også: 19-årig nægter Forum-drab....

Det oplyser Københavns Politi, der mener, at drabet skyldes et jalousiopgør om en pige mellem den dræbte og den varetægtsfængslede 19-årige mand, der meldte sig selv til politiet efter drabet.

Se indslag: Knivdrab ved Forum

- Motivet, som det er oplyst til os lige nu, er jalousi i forhold til en pige, siger drabschef ved Københavns Politi, Jens Møller, til Ritzau.

Den 19-årig mand er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger, da dommeren mener, at der er begrundet mistanke om dødsvold. Politiet har dog sigtet den 19-årige for drabet.

- Han nægter drab, men erkender de faktiske omstændigheder, at han har stukket en gang med en kniv, fortæller Jens Møller.

Anklager Julie Binau Christensen forklarer i grundlovsforhøret, at der er en mulig medgerningsmand på fri fod. Medgerningsmanden skulle angiveligt have fulgtes med den 19-årige drabssigtede.

På grund af medgerningsmanden blev dørene lukket til grundlovsforhøret, så offentligheden ikke kan få mere at vide om politiets beviser og den sigtedes forklaring.

Ifølge drabschef Jens Møller, Københavns Politi, er den anholdte ikke kendt af politiet i forvejen.

- Han har ringet til os kort før klokken 19 og fortalt, at han har gjort noget dumt og har noget med knivdrabet at gøre, sagde Jens Møller til Ritzau.

Knivstikkeriet skete ved Rosenørns Allé mellem handelsgymnasiet Niels Brock og Forum metrostation.

Ofret er en 18-årig mand fra Brønshøj, der blev ramt af ét knivstik i brystet. Selv om en kammerat kørte ham på Rigshospitalet i sin bil, lykkedes det ikke lægerne at redde den 18-åriges liv.

Jores Okore, der spiller på det danske landshold i fodbold skriver på Twitter, at han var ven med den 18-årige knivdræbte.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik