Foto: TV 2 Lorry Arkivfoto

Politi i nattelivet reducerer volden

Mere politi er lig med mindre vold. Det er nu forskningsmæssigt bevist, skriver Berlingske Tidende. Københavns Politi har kørt en særlig målrettet indsats mod vold i nattelivet ved at være massivt til stede de udsatte steder i byen ud på de små timer, hvor voldsepisoderne hyppigst sker.

Og i de weekender - hvor der altså har været ekstra betjente på gaden i værtshusområderne i København city - er der 39 procent mindre vold end ellers, konkluderer en effektevaluering af indsatsen, som offentliggøres i dag.

Ifølge sociolog Tanja Tambour Jørgensen fra Justitsministeriets Forskningskontor, der står bag evalueringen, er der tale om en »signifikant forskel« på de nætter, hvor politiet kører en indsats, og de nætter, hvor de ikke gør.

»Det har en effekt, når der bliver sat ind mod et specifikt problem, på et specifikt sted og et specifikt tidspunkt. Så når politiet sætter ind i nattelivet med fokus på vold, så virker det,« siger hun.