Politi hyldes for Facebook-opslag om Pokémons og fastelavnsbøller

Sprogprisen 2017 gik i kategorien sociale medier til Nordsjællands Politi for en humoristisk "advarsel" før fastelavn.

Nordsjællands Politi er flittige på de sociale medier, hvor de både deler efterlysninger, advarsler og informationer om kriminalitet, fartkontroller og bilkøer. 

Men ordensmagten er ikke kun ude med løftede pegefingre og service-beskeder.

Facebook-siden indeholder sommetider masser af god politihumor, og derfor modtager Nordsjællands Politi nu Sprogprisen 2017. 

Bag sprogprisen står blandt andet Dansk Sprognævn, Retorik Magasinet, Det Danske Sprog og Litteraturselskab samt Djøf, Kommunikation -og Sprog med flere. 

Der uddeles priser i kategorierne årets bedste brev, årets bedste hjemmesidetekst og årets bedste tekst på sociale medier. 

Og sidstenævnte gik altså i år til Nordsjællands Politi for en humoristisk advarsel før fastelavn.

Her advarer man mod svindlere, der banker på hoveddøren og truer sig til værdier i form af slik, boller og kolde kontanter med slet skjulte trusler om ballade. 

Signalementet er ikke entydigt, men der rapporteres om forklædninger i form af LEGO-figurer og sågar politibejente.

Opslaget, der er ledsaget af et billede med fastelavnsboller, er delt knapt 5000 gange og liket af næsten 20.000 mennesker, der finder det ganske morsomt. 

Håber på at skabe gode relationer

Hos Nordsjællands Politi er man meget stolte, fortæller politidirektør Jens-Christian Bülow. 

- Vi vil gerne kommunikere med borgerne på de sociale medier. Vi er nemlig afhængige af gode relationer. Det er vigtigt, når vi anmoder om hjælp i form af efterlysninger, eller når vi advarer og prøver at være på forkant med eksempelvis tricktyverier. Vi håber også, at det kan give et andet billede af politiet, som ikke kun handler om, at vi giver fartbøder. Vi er mennesker, selvom vi er i uniform, siger han til TV 2 Lorry. 

Er I ikke bange for at miste autoritet, når I skriver opslag om Pokémon og andre fjollerier?

- Nej, men det er en balancegang. Vi har en vigtig og alvorlig opgave, så det er ikke altid, at vi er i en situation, hvor vi kan tillade os at være sjove. Det hænder da også, at der er ting, som vi lader være med at gøre, selvom det kan være en god ide. 

Nomineret for tre humoristiske opslag
 

Det er ikke eneste gang, at man har ekspirimenteret med god politihumor på de sociale medier hos Nordsjællands Politi. 

I 2016 stod man blandt andet bag en af aprilsnar, hvor man præsenterede sit nye våben: Narkokatten Hank. Aprilsnaren var en af dagens mest populære og blev delt næsten 1700 gange på Facebook.

I år var man udover fastelavnsopdateringen også nomineret for et opslag om en Pokémon GO-spiller og et opslag med gode festivalråd, som du finder nederst her i artiklen. 

Det er et dommerpanel bestående af fem, som uddeler Sprogprisen ud fra kriterierne: Levende sprog, modtagerorientering, klar og korrekt fremstilling, troværdighed og visuelt udtryk.

Københavns Kommune fik i år en særpris, ligesom Gentofte Hospital fik for årets bedste brev og Domstolsstyrelsen for bedste hjemmesidetekst.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik