Politi, brandvæsen og kommune advarer: Kom ikke på glatis

Frosne søer har det med at friste forbipasserende: Kan isen mon bære? Men pas nu på, lyder advarslen fra flere kanter.

- "SE! VANDET ER STIFT!" - ER DU SIKKER?

Sådan starter politiet et Facebook-opslag fredag, hvor de advarer vovemodige mod færden på isen.

For selvom frosten efterhånden har bidt sig godt fast, så kan det stadigvæk være livsfarligt at gå ud på isen.

De opfordrer desuden til at man kalder folk tilbage på land, hvis man ser personer på usikker is.

I Nordsjællands Politi fortæller pressekoordinator Henrik Suhr, at det seneste døgn fik to-tre henvendelser om problemet. Da de ankom, var der dog ikke folk på isen. 

Værd at vide om færden på isen:

  • Isen skal som hovedregel være 14-18 cm tyk, før du sikkert kan bevæge dig ud på den.
     
  • Hvis isen brister i stjernemønster, når du træder på den, er den ikke tyk nok til at bære.
     
  • Hvis stjernemønsteret i isen bliver omkranset af cirkelformede sprækker, er du ved at gå igennem isen.

Kilde: Politiet

Udmeldingen fra den nordsjællandske politikreds er klar:

- Der er ikke nogen søer, der er åbne under nogen omstændigheder. Så folk skal holde sig væk, siger han til TV 2 Lorry.

Troede ikke skilte var nødvendigt

Og politiet er ikke de eneste, der er ude med en advarsel.

Det samme gælder Hillerød Kommune, efter at tre børn på omkring 10-12 år gik på isen på Teglgårdssøen onsdag eftermiddag. Det skriver Hillerød Posten.

- Vi havde som udgangspunkt ikke tænkt, det var nødvendigt at sætte skilte op. Det har jo været en meget mild vinter. Men nu vil vi sætte skilte op fredag. Skiltningen vil dog aldrig være 'heldækkende', således at man kan se skiltene, uanset hvor man står, siger Thomas Gerhard fra 'Trafik, Vej og Park – By og Miljø' i kommunen til avisen.

De er ikke begyndt at måle på isens tykkelse endnu.

- Men vi kan kun opfordre til, at folk bliver på land og tænker sig godt om, siger Thomas Gerhard til Hillerød Posten.

Frederiksborg Brand & Redning øver torsdag isredning på Slotssøen i Hillerød, skriver de på deres twitter-profil.

De understreger samtidig, at isen ikke er sikker og man derfor ikke bør gå ud på den.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik