Politi beslaglægger 78 kg Christiania-hash

Fire mænd er anholdt efter politiaktion rettet mod hashleverance til Christiania. 78 kilo hash er beslaglagt.

Københavns Politi har beslaglagt 78 kilo hash og i samme forbindelse anholdt fire mænd. Beslaglæggelsen sker som led i indsatsen mod salg af hash i Pusherstreet på Christiania.

Det oplyser vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen, der er leder af den såkaldte Task Force Pusherstreet i Københavns Politi, i en pressemeddelelse.

- Aktionen og anholdelserne er et direkte resultat af vores efterforskning mod det kriminelle miljø bag hashhandlen i Pusherstreet, siger Poul Kjeldsen.

Fangsten skete mandag, da politiet slog til under en overdragelse af stoffet.

Hash gemt i dobbeltbund i varebil

To tysk indregistrerede biler - en varebil og en personbil - mødtes ved butikscentret Fisketorvet og kørte derefter til en adresse på Amager.

- Da Københavns Politi skrider ind, er de fire personer i gang med noget værktøj, og da vi selv skiller varebilen ad, finder vi 78,2 kilo hash, siger Poul Kjeldsen.

Ifølge Poul Kjeldsen var hashen, som var pakket ind i forskellige farver plast, gemt meget professionelt af vejen i en dobbeltbund i varebilen.

- Kun ved at afmontere sæde og gulvtæpper kunne man komme frem til hashen, fortæller Poul Kjeldsen.

4 mænd fremstilles tirsdag i grundlovsforhør

To af de fire anholdte mænd er bosat på Amager. De er henholdsvis 35 og 41 år gamle. De to øvrige mænd er en 22-årig tysker, som mistænkes for at have kørt smuglerbilen, og en 39-årig polak, der mistænkes for at have kørt i en følgebil.

Mændene vil tirsdag eftermiddag blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Af hensyn til den videre efterforskning af sagen vil politiet bede dommeren om at afholde forhøret for lukkede døre.

Task Force Pusherstreet gik i luften i september og skal sætte ind over for åbenlys hashhandel på Christiania.

- Vores strategi er, at vi vil hæmme den organiserede kriminalitet ved at ramme købere, sælgere og leverandører af hashen. Og det er meget tilfredsstillende, at vi efter mindre end halvanden måneds arbejde kan sætte flueben ud for de tre kategorier, siger Poul Kjeldsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik