Politi bekræfter: Far og børn druknet i tragisk ulykke på Roskilde Fjord

Mandag formiddag blev en jolle og en druknet mand fundet nær Lynæs Havn i Nordsjælland. Nu er hans to børn også fundet druknet.

Her ses den bjærgede jolle, som en far og to børn begav sig ud i på Roskilde Fjord søndag morgen. Nu er de alle druknet. Foto: Julie Andersen - TV 2 Lorry

Her ses redninghelikopteren mandag formiddag nær det sted, hvor manden er blevet fundet. Foto: Presse-fotos.dk

1 af 2

Det, der skulle have været en hyggelig sejltur på Roskilde Fjord søndag formiddag for en far og hans to børn, endte som en tragisk drukneulykke.

Det oplyser Nordsjællands Politi på Twitter.

Allerede søndag aften var det store alarmberedskab i gang, da faderen og de to børn ikke var hjemvendt efter en sejltur på Roskilde Fjord søndag formiddag.

Forsvarets helikoptere, flere både og beredskabet forsøgte at finde båden med de tre personer, men uden held.

Mandag formiddag oplyste Nordsjællands Politi, at man havde fundet en død mand i vandet ved Lynæs Havn. Tæt ved den druknede mand lå en tom jolle.

Nordsjællands Politi på Lynæs Havn i forbindelse med efterforskningen. Foto: Julie Andersen - TV 2 Lorry

- Den fundne båd er identisk med den båd, der sejlede ud fra Frederiksværk i går, og den fundne druknede person er identisk med den savnede far, der befandt sig på båden, skriver politiet på Twitter.

Mandag tidlig eftermiddag står det klart, at alle tre personer mistede livet ombord på jollen.

- Derudover er de to børn på 11 og 13 år, der også var med på båden, ligeledes fundet druknet. De pårørende er underrettet, fortsætter politiet.

Ifølge TV 2 Lorrys oplysinger blev det ene barn fundet druknet i nærheden af faderen, kort efter han blev fundet mandag formiddag.

Omkring klokken 13 blev det andet barn også fundet druknet.

Da sagen betragtes som en tragisk ulykke ønsker Nordsjællands Politi ikke at udtale sig yderligere i sagen.

- Den indledende efterforskning tyder på en tragisk ulykke, og vi har af den årsag ikke yderligere kommentarer til sagen, skriver Nordsjællands Politi på Twitter.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik