Arkiv foto Foto: TV 2 Lorry

Politi beder indbrudstyve om hjælp

Nordsjællands Politi har lavet et spørgeskema til anholdte indbrudstyve. Besvarelserne skal være med til at dæmme op for den seneste tids indbrudsbølge, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Mange boligejere får sig en slem overraskelse, når de kommer hjem fra job eller ferie til en opbrudt terrassedør og et gennemrodet hus. På trods af at politiet gennem længere tid har haft fokus på problemet, så har man siden årsskiftet kunnet notere en stigning i indbrud på hele 16 procent hos Nordsjællands Politi.
Nu prøver politiet at komme indbruddene til livs ved at tænke i utraditionelle baner, og et af de nye tiltag er at stille tyvene spørgsmålene »hvorfor?« og »hvordan?«.
- Jo mere vi ved om tyvenes motiver og fremgangsmåde, des lettere har vi ved at nedbringe antallet af indbrud.
- Vi kan i langt højere grad hjælpe borgerne med at sikre deres hjem, når vi ved, hvilke metoder de benytter sig af. Vi vil vide, hvad der får en indbrudstyv til at slå til mod et specifikt hjem frem for naboens hus, hvor der heller ikke er nogen hjemme, fortæller Finn Bernth Andersen, der er stationsleder hos Nordsjællands Politi Vest, der hører hjemme i Frederikssund.
Helt konkret har Nordsjællands Politi udviklet et spørgeskema, der fremlægges mundtligt for de indbrudstyve, som betjentene har kontakt med i forbindelse med deres dagligdag.
- Vi stifter selvfølgelig bekendtskab med indbrudstyve i forbindelse med anholdelser og afsoninger, men vi besøger også tidligere indbrudstyve fra tid til anden for at sikre os, at de er på rette spor. Det er meningen, at begge grupper skal introduceres for spørgsmålene, siger Finn Bernth Andersen.
Der er endnu ikke indhentet nogen besvarelser, da spørgeskemaet først blev endelig færdigt i slutningen af januar. Derfor ved stationslederen heller ikke, hvilke konkrete tiltag eventuelle resultater vil munde ud i.
- Det er udelukkende på forsøgsbasis til at starte med, og måske løber det ud i ingenting. Men hvis vi intet gør, så fortsætter indbrudstyvene ufortrødent, siger han.