Politi: Bandekonflikterne ulmer i hele Hovedstadsområdet

Flere grupperinger kæmper i øjeblikket om førsteretten til de lukrative kriminelle aktiviteter. Politiet holder nøje øje.

Politikredsene er på stikkerne i øjeblikket - for bandekonflikterne ulmer over hele Hovedstadsområdet. Senest kunne vi fortælle om ballade og knivstikkerier i Helsinge - hvor den tyske bande Gremium for nylig åbnede en lokal afdeling.

quote - Vi ser en meget urolig situation mellem banderne.

Michael Kjeldgaard, leder af Rigspolititets Nationale Efterforskningscenter

Men over hele regionen kæmper forskellige grupperinger i øjeblikket om magten - og førsteretten til de lukrative kriminelle aktiviteter. Det fortæller Michael Kjeldgaard, lederen af Rigspolititets Nationale Efterforskningscenter(NEC).

- Vi ser en meget urolig situation mellem banderne.  For der er nye grupperinger, der forsøger at skabe sig plads, siger Michael Kjeldgaard til TV 2 Lorry. 

Internationale grupperinger som Gremium, Black Jackets, Mongols og Saturdarah kæmper for at få fodfæste i Danmark. I forvejen hersker rockergrupperne Hells Angels og Bandidos - og indvandrerbanden Loyal to Familia.  Det betyder mange grupperinger, der alle kæmper om det samme marked. Og som er villige til at gå rigtig langt for det.

Derfor er poltiet ekstra på dupperne lige nu.

- Vi er i den situation, hvor vi holder meget nøje øje med, om det kan eskalere, lyder det fra Michael Kjeldgaard, der forsætter:

- Banderne skifter hele tiden styrke. Der er nogen, der "patcher over", som det hedder: Skifter klub. Og dem, som er venner i dag, er måske fjender i morgen. Så vi oplever en meget urolig situation omkring rockerbanderne, fordi der er nye grupperinger, som prøver at skaffe sig plads på et trængt kriminelt marked.

Nogle af de nye bander, som i øjeblikket slås for at finde fodfæste, er blandt andet den tyske rockergruppe Gremium. Gruppen opslugte for nylig den lokale bande, Local Brotherhood i Helsinge efter knivstikkerier og overfald. Noget som skaber stor utryghed i byen. 

Herudover er den amerikanske motorcykelbande Mongols også meget aktive. Blandt andet er flere af bandens medlemmer mistænkt for skuddrabet på en 21-årig mand ved et pizzaria i Københavns Nordvestkvarter sidste år. Men også syd for København, markerer de sig. Her har de flere gange har været i åben kamp med den hollandske rockerbande Satudarah om retten til narkosalg, pengeafpresning, våbenhandel og andre former for kriminalitet.

- Det er en palette af forskellige former for kriminalitet, som de benytter sig af. Det er dét, som kampen handler om. Hvem er det, som skal have lov til at bestemme i de her områder og dermed score fortjenesten, siger Michael Kjeldgaard.

Sidste år, var det særligt den tyske bande Black Jackets, som var toneangivende, da adskillige skudepisoder fik kuglerne til at flyve rundt i de københavnske gader.

Men efter en særlig politiindsats er Black Jacket i dag næsten fuldstændig udraderet. 

- Vi havde en del skyderier i 2016. Det har vi heldigvis fået styr på med nogle gode fængslinger. Nogle toneangivende bandemedlemmer fra Black Jackets blev anholdt og hevet væk fra bandekonflikterne. Men vi ser nu igen uro i bandemiljøerne, og vi kigger nøje på, om det her kan eskalere yderligere, siger chefen for NEC.

Efter Michael Kjellgaards opfattelse er det ikke de udenlandske rockerbander, som drømmer om København. Derimod er det offest de lokale danske grupperinger, som først tager kontakt til de udenlandske storebrødre.

Og selvom det er en stor opgave, at nedæmpe en ulmende konflikt, så er Michael Kjeldgaard overbevist om, at politiet gør alt, hvad de overhovedet kan for at holde styr på banderne. 

- Det her har topprioritet i dansk politi. Så der vil blive afsat de nødvendige ressourcer. Men det er klart. Politiet er presset på mange parametre. Men i forhold til bandekriminalitet og særligt den del, der handler om skyderier i gaderne, så er det klart, at det har topprioritet, siger Michael Kjeldgaard. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik