Foto: TV 2 Lorry (arkivbillede)

Politi anholder to i skudsag fra Avedøre

To unge mænd skal senere torsdag fremstilles i grundlovsforhør sigtet for drabsforsøg i Avedøre Stationsby.

Mundvigene vender opad hos efterforskerne i Københavns Vestegns Politi. Efter knap to måneders efterforskning er det nemlig lykkedes at pågribe to mænd, der mistænkes for et drabsforsøg.

Sagen drejer sig om en episode den 3. oktober ved bebyggelsen Bymuren i Avedøre Stationsby. Her blev en 19-årig mand passet op af to gerningsmænd, som truede ham med en kniv og en pistol.
Gerningsmændene nøjedes ikke med at true. Den 19-årige blev skudt i maven med en pistol, og politiet fandt efterfølgende to kaliber 45 patronhylstre på gerningsstedet.

- Det drejer sig om et par grupper fra Avedøre og Brøndby Strand, der gennem længere tid har haft nogle uoverensstemmelser, fortæller efterforskningsleder Steen Ørskov.

Han tilføjer, at der ikke er tale om egentlig bander, men blot grupperinger af unge mennesker. Uoverensstemmelserne drejer sig ikke om kriminelle aktiviteter som for eksempel hash- og narkomarkedet.

Aftenen før gerningstidspunktet havde der ifølge politiet også været en form for uoverensstemmelser på et værtshus i København mellem de personer, der var indblandet i episoden.

Siden har politiet arbejdet på at identificere, hvem gerningsmændene var, og på at finde frem til dem. Det er nu lykkedes, fortæller Steen Ørskov.

- Vi har anholdt to 19-årige mænd, som sidder til afhøring. De vil blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor vi vil begære dem varetægtsfængslet, siger han.

Politiet vil bede retten om, at grundlovsforhøret skal foregå for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning i sagen.