Politi: 45-årig sendte 100 kilo hash til Norge

En 45-årig mand er blevet fængslet, sigtet for i sommer at have sendt hash til Norge.

Næsten fem måneder efter, at en 45-årig mand ifølge politiet sendte 100 kilo hash til Norge, blev han torsdag i Dommervagten i København fængslet i fire uger for hashsmugling.

Manden, der onsdag aften blev anholdt på Sydsjælland, transporterede angiveligt hashen til Norge den 30. juni.

Politiet kom på sporet af den 45-årige i forbindelse med en anden efterforskning, men skred ikke straks til anholdelse, fortæller politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Københavns Politis Task Force Pusherstreet.

- Vi fandt ud af, at han skulle til Spanien med en anden mand og havde en formodning om, at han skulle hente hash til levering på Christiania, fortæller politikommissæren til Ritzau.

Politiet holdt derfor øje med de to mænd, da de tog af sted til Spanien.

- Men på vejen hjem bliver de helt tilfældigt stoppet i en kontrol i Frankrig, forklarer Steffen Thaaning Steffensen.

Ved kontrollen den 10. oktober finder de franske myndigheder 119,5 kilo hash i mændenes lastbil.

Den anden mand på 39 år forklarede, at hashen var hans, og han er siden idømt fire års fængsel i Frankrig, mens den 45-årige fik lov til at rejse hjem til Danmark.

Her slog politiet så til onsdag og anholdt ham for sommerens smugling til Norge.

Ifølge Steffen Thaaning Steffensen viser hele aktionen, at politiet stadig går efter både købere, sælgere og leverandører for at komme den åbenlyse hashhandel i Pusherstreet på Christiania til livs.

- Vi siger, hvad vi gør, og vi gør, hvad vi siger, understreger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik