Foto: TV2/Lorry

Politi: 25-årig ville dræbe mand ved påkørsel i Helsinge

21-årig skulle ifølge politiets sigtelse dø, da han blev påkørt i Helsinge og efterfølgende overfaldet.

I en sag om et drabsforsøg begået i Helsinge tilbage i marts er en 25-årig mand torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det oplyser anklager Bernt Farver til Ritzau.

Manden er blevet varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør ved Retten i Helsingør.

- Han er fængslet i foreløbig fire uger. Derudover er der fire andre, der er sigtet i sagen. De sidder varetægtsfængslet i forbindelse med andre sager, fortæller Bernt Farver.

Den 19. marts blev Nordsjællands Politi kort efter klokken 19 kaldt ud i forbindelse med noget tumult på Vestergade i Helsinge. Efterfølgende viste det sig, at en 21-årig mand var blevet overfaldet.

Vidner fortalte til politiet, at manden var blevet påkørt af en bil, og at påkørslen tilsyneladende var sket med fuldt overlæg.

Efter påkørslen blev den 21-årige overfaldet af flere mænd, som var bevæbnet med slagvåben. Episoden var så grov, at politiet betragter sagen som et forsøg på manddrab.

Ifølge Bernt Farver nægter den 25-årige sig skyldig i sigtelsen.