Pludselig stod Michaels hus under vand: Et år efter hæves diget

Flere huse blev ødelagt, da Harrestrup Å løb over sine bredder i januar sidste år. Nu har to kommuner besluttet at hæve diget.

- Vandet væltede ind som en flod. Det tog ti minutter, så havde vi vand til oppe over soklen på huset.

Michael Nielsen fik for et år siden oversvømmet sit hus, da Harrestrup Å løb over sine bredder. En af hans naboer havde 40 centimeter vand i sit soveværelse.

quote Min datter er bange, hvis der er meget regn. Og snakken er der hele tiden: Kommer der vand eller ej.

Michael Nielsen

- Der har været mange frustrationer, og det har været en hård tur. Jeg ønsker det ikke for min værste fjende, siger Michael Nielsen til TV 2 Lorry et år efter.

Nu er der godt nyt til beboerne, der har levet i frygt for oversvømmelser lige siden. Hvidovre og Københavns Kommune er nemlig blevet enige om at hæve diget langs Harrestrup Å til 1,5 meter, skriver sn.dk. 

Vandet stod til over soklen på Michael Nielsens hus, der fik vandskader efter oversvømmelsen.
Vandet stod til over soklen på Michael Nielsens hus, der fik vandskader efter oversvømmelsen.
Foto: TV 2 Kosmopol

Og det glæder beboerne:

- Jeg er rigtig glad for, at de har truffet beslutningen. Det har taget lidt lang tid, men det er dejligt. Det betyder forhåbentligt, at vi kan få flyttet vandproblemet, så det ikke kommer til at gå ud over os på vejen her, hvis vi får en tur til, siger Michael Nielsen til TV 2 Lorry i dag.

Bange for meget regn

Her et år efter er Michael Nielsen og hans familie tilbage til det normale. Men det har sat sig spor: 

- Min datter er bange, hvis der er meget regn. Og snakken er der hele tiden: Kommer der vand eller ej. Nu håber vi, at når de får lavet diget herude, så er det helt glemt. Så er det et overstået kapitel, siger han. 

Med et dige på 1,5 meter vil vandet kun løbe over sine bredder, hvis vandstanden rammer samme niveau som under stormfloden i januar sidste år. Diget skal hæves fra Gl. Køge Landevej til stibroen ud for Risbjerggårds Allé.

 
 
Foto: TV 2 Kosmopol

To kommuner slog sig sammen

Åen ligger i Københavns Kommune, men når det løber over sine bredder, rammer den borgere i Hvidovre. Derfor har de to kommuner slået sig sammen. 

Michael Nielsen har oplevet det som en slåskamp mellem de to kommuner, men sådan beskriver Hvidovres borgmester, Helle Adelborg, det ikke: 

- De situationer vi så sidste år, hvor oversvømmelser ved Harrestrup Å ødelagde flere huse, gør vi nu, hvad vi kan for at forhindre med det nye dige. Jeg er glad for, at Københavns Kommune har vist forståelse og ønsket at træde til for at være med til at sikre vores borgere. Det er en god fornemmelse, når vi som nabokommuner arbejder sammen, når det virkelig gælder, siger borgmester i Hvidovre, Helle Adelborg, Socialdemokratiet til sn.dk.

Man vil begynde arbejdet så hurtigt som muligt.

Her kan man se, hvor tæt husene ligger på Harrestrup Å.
Her kan man se, hvor tæt husene ligger på Harrestrup Å.
Foto: Google maps

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik