Foto: TV 2 Lorry

Plejehjem for nydanskere har kun to muslimske beboere

Da Danmarks første mangfoldighedsplejehjem åbnede for halvandet år siden, var det formålet, at ældre med forskellige nationaliteter skulle bo mellem hinanden på tværs af etnicitet og religion.

Men indtil videre er kun to muslimer flyttet ind blandt de 150 andre beboere på Peder Lykke Centret på Amager, oplyser plejehjemmet, skriver metroxpress.

»For mange indvandrere fra ikke-vestlige lande er det stadig forbundet med skam at få deres pårørende på plejehjem,« siger plejehjemsleder Mette Olsen til metroxpress.

Hun tilføjer, at ældrehjemmet bruger mange kræfter på oplysning og dialogmøder med forskellige etniske grupper:

»Hvorvidt vi er lykkedes, handler ikke om, hvor mange nationaliteter der flytter ind, men at vi kan understøtte og videreføre beboernes forskellige livsstile, traditioner og behov.«

Dansk Folkeparti har svært ved at se, hvorfor København skulle have et mangfoldighedsplejehjem, når der kun er flyttet to muslimer ind.

»Det ligner en fiasko og viser, at ideen ikke er nær så god, som man oprindelig regnede med,« siger Karin Storgaard, der er medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget i Københavns Kommune for DF.

»Jeg forstår ikke, hvad der er i vejen med et dansk plejehjem. Der kunne man jo også få sine ønsker opfyldt,« tilføjer hun.

Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen fra SF holder dog fast i behovet for et mangfoldighedsplejehjem.

»Vi skal sørge for, at der er plejehjem, der passer til alle københavnerne,« siger Ninna Thomsen og pointerer, at det aldrig var hensigten, at plejehjemmet kun var tiltænkt muslimer.