Attendo-ansatte: Betaling for ydelser til døde var bevidst snyd

Attendo har modtaget penge af Gribskov Kommune for opgaver, der aldrig er blevet udført. Det var bevidst snyd, lyder det nu fra tidligere ansatte.

Gennem to år har det omstridte plejefirma Attendo modtaget mere end 13,4 millioner kroner af Gribskov Kommune for opgaver, de aldrig har udført. Fakturaer for pleje af afdøde borgere og ældre blev sendt til kommunen i årene 2016 og 2017.

Nu viser det sig, ifølge tre tidligere medarbejdere i plejefirmaet, at Attendo bevidst har opkrævet penge for arbejdet, de ikke har foretaget. Det var systematisk snyd. Det skriver Ugeposten Gribskov tirsdag.

For en lille måned siden lød forklaringen fra Attendo ellers, at fejlfaktureringen skyldes et it-system, der ikke tager højde for ændringer hos borgeren, når der udskrives fakturaer, i kombination med usikre arbejdsgange.

quote Når der skulle sendes faktura af sted, udfyldte man, så det lignede, at borgerne stadig modtog hjælpen.

Anonym tidligere ansat i Attendo

- Vores fakturering har været for usikker. Det er vi blevet opmærksomme på for et års tid siden og har siden arbejdet på at løse problemet. Kommunen har hvert halve år tjekket vores faktura, og så har vi betalt penge tilbage, sagde Dorthe Dahl, regionschef i Attendo, dengang.

Tidligere medarbejdere: Attendo har snydt bevidst

Tre tidligere medarbejdere i Attendo står i dag anonymt frem i Ugeposten Gribskov og fortæller, at plejefirmaet bevidst har undladt at give kommunen besked, hvis en borger for eksempel er afgået ved døden, og kommunen har derfor fortsat betalt for plejefirmaets ydelse.

- Når der skulle sendes faktura af sted, udfyldte man, så det lignede, at borgerne stadig modtog hjælpen. Men når kørelisten blev printet ud, satte man et minus eller et nul ud for de ydelser, der ikke længere skulle udføres. Så vidste dem, der fik kørelisterne, at de ikke skulle lave arbejdet. For borgeren var jo indlagt, havde frasagt sig hjælpen eller var på ferie med datteren. Og så sendte man en regning for alle ydelserne alligevel, siger en af de tre tidligere medarbejdere til ugeavisen.

Ifølge medarbejderne var det ledelsen, der opfordrede de ansatte til at snyde med faktureringerne.

- Det var normalt. Det var fremgangsmåden. Det var sådan, man gjorde. Badedagen kunne for eksempel blive rykket, fordi der var travlt. Så skal borgerne tilbydes et erstatningsbad inden for tre dage, men det blev de ikke. Og tro mig, der blev sendt en regning for badet alligevel, fortæller en af de tidligere medarbejdere til avisen.

quote Fejlfaktureringerne er udelukkende sket på grund af fejl. Intet andet og ingen intentioner bag.

Attendos kommunikationsdirektør på hovedkontoret i Stockholm, Andreas Koch

Attendos ledelse genkender ikke kritik

Ifølge Ugeposten Gribskov kan plejefirmaets ledelse i dag ikke genkende de tidligere medarbejderes kritik.

- Fejlfaktureringerne er udelukkende sket på grund af fejl. Intet andet og ingen intentioner bag. Vi kan ikke genkende det, de påstår. Tværtimod har vi arbejdet langt, langt flere timer, end vi nogensinde har faktureret. Og så vil jeg også understrege, at vi også forholder os til, at 94 procent af alle adspurgte i Gribskov Kommunes egen tilfredshedsundersøgelse svarede, at de var 'tilfredse' eller 'meget tilfredse' med Attendo, siger Attendos kommunikationsdirektør på hovedkontoret i Stockholm, Andreas Koch, til ugeavisen.

To tidligere medarbejdere hos Attendo har også tidligere taget bladet fra munden overfor TV 2 Lorry og fortalt om dårlige vilkår og uuddannet arbejdskraft hos plejefirmaet i Gribskov. Attendo har to røde påbud i bagagen fra Gribskov Kommune.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik